Planfræser til støbejern reducerer omkostningerne (Teknovation)

09-03-2015
Kyocera lancerer med MFK-fræseren en løsning til støbejern, der reducerer omkostningerne gennem mindre efterbearbejdning og dobbeltsidede skær med ti skærekanter.

I flere industrier har man behov for at bearbejde støbejernsemner med komplekse former. Emnerne kan være vanskelige at bearbejde, fordi deres form er svær at spænde op.

 

Når stabiliteten ikke er tilstrækkelig, giver det vibrationer under bearbejdningen, der resulterer i dårlig detaljekvalitet og høje enhedsomkostninger. Der er derfor behov for en planfræser som MFK, der reducerer skærekræfterne og gratdannelser på emnet, fremhæver salgsafdelingen hos Kyocera Unimerco A/S.

 

Kyoceras seneste støbejernsfræser har et særligt udviklet dobbeltsidet vendeskær med ti skærekanter. Skærprofilen består af en primær og en sekundær skærekant. Skæret har en stor aksial spånvinkel, der mindsker skæremodstanden og giver en blødere bearbejdning.

 

Den øgede hældningsvinkel minimerer de aksiale kræfter mod emnet og reducerer vibrationer. Den patenterede, dobbeltkantede skærprofil giver et blødt indgreb i emnet, reducerer revnedannelsen på skæret og bidrager til at stabilisere bearbejdningen. Det sikrer alt i alt en bedre finish på emnet.

 

Kyocera har udvidet sortimentet med en særlig CVD-belægning af typen CA420M til bearbejdning af støbejern. CA420M består af et særligt udviklet hårdmetal med en højere sejhed og med en særlig CVD-belægning, der blandt andet har en ensrettet orientering af krystallerne.

 

Med produktets ændrede geometri og støbeteknik er det lykkedes at reducere skærekræfterne og vibrationerne ved bearbejdningen, påpeger virksomheden.

 

Skæret er konstrueret med en primær og sekundær skærekant, som gør skæret mere robust. Den nye støbeteknik gør det muligt at opnå en høj aksial spånvinkel på det negative skær, og derved reducere skærekræfter og vibrationer.

 

Kyoceras MFK-planfræser giver således bedre detaljekvalitet og lavere enhedsomkostninger ved skrub-, semislet- og sletbearbejdning i støbejern end hidtil, påpeger Kyocera Unimerco.

 

Tekst af John Nyberg, Teknovation nr. 3/2015