Husk måling når der automatiseres (Teknovation)

23-01-2015
Det er ikke længere nok at måle diametre og tolerancer. I stigende grad har virksomhederne nu også test af produkternes funktion med moment-, træk- og tryktests i fokus.

Mange virksomheder glemmer målingerne, når de planlægger automatiseringen. Den kraftige vækst i brugen af robotter kan give problemer for måleprocesserne, hvis målinger og opsamling af data skal integreres, når først robotterne er stillet op. "Det er en rigtig god ide at medtænke målinger fra starten," fortæller chef for Kyocera Unimercos metrologidivision Jan Møgelmose. Han peger på, at mange tager for givet, at det er nemt at tilføje målinger bagefter, men det giver ekstraomkostninger og ofte komplekse løsninger. "Hvis man tager målingerne med i overvejelserne, når man planlægger sin automation, så har man mange muligheder for at integrere løsningerne. Der findes gode produkter, der kan opsamle data fra både robotter og måleudstyr og også sende signaler tilbage til robotterne," siger Jan Møgelmose. Kyocera Unimerco mærker et kraftigt stigende krav til effektivisering af måleprocessen og ikke mindst opsamling og håndtering af måledata. På samme måde som virksomhederne har behov for at automatisere håndteringen af emnerne i processen, så har de også ofte krav til automatisere håndteringen af de måledata, som processerne skaber.

 

Ibrit interface
Kyocera Unimerco anbefaler et interface fra tyske Ibrit, der gør det muligt at samle målinger fra næsten alle typer håndmåleudstyr, temperaturfølere, vægte, større målemaskiner, robotter med videre i et SPC-statistikmodul.

Saml trådene

"Vi ser en kraftig stigning i bygning af komplette systemer, der automatisk opsamler måledata, som kan interface direkte til virksomhedernes eksisterende måleudstyr, robotter og IT-programmer. Sådanne systemer giver mange fordele, fordi de hurtigt opsamler og bearbejder måledata. Det giver færre fejl end manuel håndtering af data giver," siger Jan Møgelmose. Systemet, der opsamler data, kan kobles sammen med SPC-software, så det giver operatøren et hurtigt overblik. Samtidig kan det for eksempel også kobles sammen med en robotcelle med automatisk feedback til PLC’en, ud fra de aktuelle måledata og tolerancer. Emner kan for eksempel måles automatiseret i et fikstur. "Vi anbefaler ofte at bygge disse systemer med komponenter fra tyske Ibrit. Produkterne fra denne producent omfatter blandt andet små industri-PC’er og skærme foruden en lang række interfaces til forskellige typer af måleværktøjer. Desuden rummer systemet digitale ind- og udgangsmoduler, der sikrer god kommunikation imellem målesystem og PLC, foruden trådløse løsninger og SPC-software. Det betyder, at mange forskellige typer og fabrikater af måleværktøj kan kobles sammen til et samlet system, der sikrer en god fleksibilitet i håndteringen af data. Man behøver ikke nødvendigvis investere i nyt måleværktøj, men kan bruge det eksisterende," siger Jan Møgelmose. Senest har Kyocera Unimerco introduceret den nyeste lancering fra Ibrit med version 4.0 af deres SPCsoftware Comgage.

 

Tekst af John Nyberg , Teknovation nr. 1/2015